CLAUS THØGERSEN - MINE ERINDRINGER - MIT LIV - 1966-2023

 

CLAUS THØGERSEN

Mine erindringer – skrevet af min far efter min død

 

 

Jeg lod mig føde lørdag den 2. juli 1966. Det skete kl. 07.30 på fødeklinikken i Østergade 26 i Aarhus.  Sommeren var på sit højeste. Min far havde netop taget 1. del af sin statskundskabs-eksamen fire dage før – og var begyndt på sit sommerjob på Aarhus Kommune.  Og straks om formiddagen kom far og min morfar på besøg.  De sagde bagefter, at de syntes, jeg var helt gul.  Det var gulsot. Det er helt ufarligt og forsvinder af sig selv.

Efter få dage kom jeg hjem til Emiliehøj i Højbjerg – og var naturligvis familiens øjesten i lang tid fremover.  Jeg blev døbt i Mårslet Kirke syd for Aarhus allerede den 31. juli 1966. Præsten, Jens Yde, var min mors onkel – en virkelig rar og interessant mand.  Han og hans kone Grethe havde i øvrigt også tidligere holdt mine forældres bryllup i præstegården. Min dåbsfrokost blev samme dag holdt med familien hjemme på Emiliehøj 7. Mens de voksne hyggede sig med frokosten inden døre, blev jeg sat ud på altanen i min barnevogn 😊

Hvorfor blev jeg døbt Claus?  Fordi mine forældre syntes godt om dette gamle navn. Ikke fordi nogen i familien hed det. Navnet kommer fra det græske Nikolaus, der betyder folkebesejrer.  Det er i øvrigt også derfra, at min fars navn kommer.     Jeg fik ikke noget ekstra navn eller mellemnavn.  

Efter sommerferien kom jeg i privat dagpleje.  Mine forældre skulle passe deres arbejde – min mor som sekretær på en social institution i Aarhus og min far på universitetet. Han startede også samme sommer som deltidslærer på Herning Højskole.

1967:  Min mor  og mig

Den private dagpleje var i første omgang hos en dame, der var gift med vognmanden Frode Laursen. De boede i Skåde – godt en km fra os.  Mine forældre fandt ret hurtig ud af, at damen ikke var rar og sød.  Og da min far afleverede mig en morgen og damen straks ruskede mig, var det slutningen på mit ophold dér. Efter et par gode dagpleje-ophold i nærheden, kom jeg i 1967 i dagpleje hos ægteparret Grethe og Valdemar Petersen i Ryslingeparken i Holme.   De havde selv børn på min egen alder.  Det var et herligt sted at være. Valdemar var postbud.   Jeg blev i den periode nærmest båret i guldstol i alt, hvad vi lavede sammen i den familie. Der var jeg indtil 1969.

Min næste station fra 1969 var børnehaven ”Mosegaarden” på Hørhavevej i Højbjerg. Ikke langt fra, hvor vi boede.  Her var jeg indtil 1972.  Et dejligt sted.  Eneste uheld var en dag, hvor min bedste ven svingede med en stor skovl – og ramte mig lige i øjet ☹   Heldigvis ikke lige ind på mit øje-æble, men lige ved siden af. Det gjorde ondt. Meget ondt.  Men jeg kom mig hurtigt.  Jeg havde resten af livet et lille ar ved øjet efter den oplevelse.

Hjemme på Emiliehøj havde jeg ofte besøg af min mormor, Gerda.  Jeg kaldte hende BOBO.  Også før jeg egentlig kunne snakke.  Og MOFA – som jeg kaldte morfar, kom også tit på visit.  

Mormor BoBo

Den første jul holdt vi hos mine bedsteforældre på deres landejendom i Grynderup.  Turen derop blev lidt anderledes end planlagt.  Vi kørte i vores røde folkevogn. Det var smattet og lidt glat på hovedvej 10, som vi kørte på. Og sneen faldt.  Og pludselig kom der en sten farende fra en modkørende bil – og BANG. Vor forrude blev knust.  Udenfor var der frostgrader. Og jeg - lille Claus - på et halvt år lå i sin ”kasse” på bagsædet.  Vi kørte videre og fandt et værksted i Randers, der hurtigt kunne udskifte den smadrede forrude.  Alle var glade. Og vi kunne fortsætte til Grynderup for sammen at fejre juleaften – også rundt om juletræet.  Vi har billeder af de stolte bedsteforældre og lille jeg, der med nysgerrige øjne forsøgte at følge alt, hvad der skete !

     Mig og min stolte far, juleaften 1966

Tiden gik.  Jeg kom til at lære meget af MOFA. F.eks. gik vi altid en god tur i omegnen af Emiliehøj.  Her lærte ham mig navnene på alle biler – både når vi så dem forfra, og også når vi så dem bagfra !  Dem kunne jeg i mange år.  Til alles overraskelse.  Og han læste også altid mange historier for mig.  Bare én til  - blev jeg ved med at sige til ham.  Og han føjede mig.  Næsten hver gang.   Til sidst gik han ind i stuen for at drikke aftenkaffe med mor og far. Og så kunne de altid høre mig sige for mig selv:  Bare jeg da kunne læse…!

Morfar Vito

Efterhånden fik jeg læst bøgerne så mange gange, at jeg kunne dem udenad. Det vil sige, - gjorde det vel at mærke på klingende århusiansk!  Det var bl.a. historierne om ”Karius og Baktus”  ( jeg kaldte dem Kaktus og Baktus ).   I kan bare høre her:   …

Min far og mor lærte mig også en masse nye ord.  I ét tilfælde var det dog ikke så godt.  De lærte mig af sige Takofler  - og ikke kartofler.  Det blev jeg ved med at sige i mange år, også da jeg kom i skole. Når læreren eller de andre elever forsøgte at rette mig til Kartofter, så sagde jeg med høj stemme:  Det hedder Takofler, for det siger min far !

Hjemme på Emiliehøj havde jeg en sød veninde, der boede i næste opgang. Hun hed Bettina.  Vi legede meget sammen.

Jeg gik skam også på rigtig danseskole. Det var inde på Østergades Hotel i det centrale Aarhus. Bettina var også med.

1971 hos fotografen

 

Min første tur til udlandet var i 1971. Da var jeg 5 år.  Vi fløj til Rhodos i Grækenland.  Da vi ankom om aftenen, udbrød jeg straks i lufthavnen:   Nååh se dér:  Der er en rigtig Palm !!

Det er svært med de flertals-ord!   Vi havde en dejlig tur – og var sammen med hyggelige mennesker fra Danmark.   Jeg følte mig meget i centrum 😊

Tiden var kommet til at starte i skole.  Jeg kom som 6 årig i børnehave-klasse på Skåde Skole. Den lå et par km fra Emiliehøj.  Jeg blev fuldt derop af mor eller far hver dag.   Også fordi der en gang imellem var nogen af ”de store”, der ville drille mig på vej til eller fra skole ! Jeg var meget glad for skolen – og lærte en masse.   Så det var lidt trist, da mine forældre fortalte mig, at vi skulle flytte til Sjælland.  Jeg gik en tur op til skolen med min far for at tage afsked med den.    Det har vi også et billede af.

Mens vi stadig boede i Højbjerg, fik jeg sørme en lillebror. Det skete mandag den 2. april 1973. Han kom til at hedde Lars Kristian – og altid kaldt ”Lasse”. Det var dejligt at få en lillebror. Også fordi jeg vidste, at jeg altid ville være den ældste – den store !

Min far var allerede i marts begyndt at arbejde for EF i København. Men han kom naturligvis hjem til fødslen.  Og vi holdt også barnedåb sidst på måneden. Præsten var som sædvanlig Jens Yde i Mårslet. Og festen blev holdt på Årslev Kro vest for Aarhus.

Nu var tiden snart inde til flytningen til Sjælland. Far havde fundet et dejligt gårdhave-hus i Nivå ca. 25 km nord for København.  Mor, Claus og jeg tog toget til København for at bese huset.  Ja, det var lige før, at Lasse ikke fik det at se!  Da vi var kommet til Hovedbanegården i København, hentede far os i sin bil.  Og da vi kørte afsted, råbte mor pludselig:  Men hvor er Lasse ??   I skyndingen var far kommet til at putte ham og hans ”bærepose” ind sammen med bagagen i bilens bagagerum ☹    Lasse opdagede ingenting. Han sov bare.  Men vi drog alle sammen et lettelsens suk.  Og far fik et par nyttige formaninger !

Vi flyttede fra Emiliehøj til Nivåvænge 20-2 i maj.  Og fra søndag den 13. maj var vi helt på plads i det nordsjællandske.

En uges tid senere købte vi hund!  Vi købte den hos forældrene til en af vore gode venner, Agnete Fischer. De boede i Borup nord for Randers. Hendes far var købmand i landsbyen. De havde 6 retriever-hvalpe, som de ville sælge.  Vi valgte naturligvis den sødeste – jeg tror, jeg fik retten til at udvælge den !   Den var SÅ sød.  Det var en han-hund.  Vi gav den navnet HAMLET. Formentlig inspireret af, at den – og vi – nu skulle bo i nærheden af Shakespears Hamlets borg, Kronborg.    Men Hamlet var noget forvirret over alt det, der skete.   Da vi kom hjem til Nivåvænge med  den, gik den straks i gang med at grave store huller ude i vor græsplæne ☹   Da vort hus var et gårdhavehus, var haven lukket, så hunden kunne ingen steder løbe.  Men vor flotte græsplæne lignede efter nogle dage området efter en stor krig ☹ Far prøvede at dæmpe dens gravelyst lidt ved at cykle med den, så den kunne være træt efter de lange ture. Lige lidt hjalp det. 

Hamlet

Men sjovt og dejligt var det nu at have både en lillebror, et nyt hus og Hamlet at lege med.

Og skolen?  Jeg kom først i skole i august, så jeg havde en dejlig lang sommerferie det år fra midten af maj til midten af august.

Inden længe fik vi også en sød tjenestepige i huset.  Hun hed Gitte og boede hjemme hos sine forældre i nærheden af os.  Hun var hos os et par år og var til stor glæde for os alle sammen.  Hun sluttede, da hun fik et elevjob hos vor lokale tandlæge, Jesper Hamburger.

Snart var der en ny familie-forøgelse på trapperne.  Det blev en pige.  Hun blev født onsdag den 23. oktober 1974. Det skete på Ullerød Fødeklinik i Hørsholm.   Og hun kom til at hedde Cecilie.  Kun dagen før dåben besluttede mine forældre, at hun skulle have TO navne ( lige som Lasse ).  Så hun kom til at hedde Eva Cecilie. 

Da mor og Cecilie kom hjem fra fødeklinikken, kan jeg huske, at Hamlet var MEGET nysgerrig.  Hvad var nu det for noget …  stod der skrevet i hundens udtryk.  Men han blev lige så glad for Lillepigen som alle os andre.

Barnedåben af Cecilie blev holdt i Nivå kirke 2. juledag.  Og hele familie + nogle få venner var med til at fejre hende på Kystens Perle syd for Helsingør. 

Min fars forældre, Jenny og Alfred, og min mormor, Gerda, kom over fra Jylland til barnedåben.  Min morfar var død året før.

 

1975 – familien på vor tredem

 

Min skolegang på Nivå Centralskole nød jeg normalt meget. Dels fordi skolen kun lå nogle få hundrede meter fra os. Og dels fordi jeg havde gode og dygtige lærere.  Især kan jeg huske Grethe Eriksen, som jeg holdt meget af.

Mor og far var af og til ude at rejse. Men det gjorde ikke noget. ”Bobo” – mormor – kom med glæde over fra Aarhus for at passe mig, huset og Hamlet.

I sommeren 1975 havde vi en særlig sommerferie.  Vi havde lejet et dejligt sommerhus på Henne Strand ved Vesterhavet.  Det var lige noget, der passede os alle sammen.  Huset lå midt i klitterne – meget tæt på havet.   Vi var også en tur i Legoland i Billund.  Det var en dejlig sommer.

Mig på Henne Strand 1975

Faktisk havde vi samme hus året efter i sommeren 1976.  Hvorfor?  Fordi ejeren, der var storkøbmand i Varde, gerne ville bytte hus med os. Vi kunne få deres sommerhus i to uger mod at han og hans familie kunne få vort hus i Nivå i 1 uge.  Det var en god handel. Og vi nød sammen Vestjylland endnu en gang!

I sommeren 1977 blev vi endnu ”vildere”.  Da tog vi sammen med nære venner i bil til Sydfrankrig. Nærmere betegnet til Carnon helt ud til Middelhavet – ca. 10 km syd for Montpellier.  Sikke en tur.  Og vi havde vore unge tjenestepiger med – vores hed på det tidspunkt Lisbeth – og vore venner havde vor søde veninde, Charlotte, med til at passe på deres børn.  Et af formålene for turen var nemlig, at mor og far + vore venner skulle gå på fransk-kursus inde på universitetet i Montpellier.  Mor og hendes veninde Kirsten fulgte hele månedens kursus.  Far og hans ven Poul var kun 1 dag inde på universitetet.  De besluttede, at kurset var for let for far og for svært for Poul. Så de spillede backgammon hele måneden i stedet for 😊  Og badede og tog på udflugter sammen med os 😊

 

Hjemme i Nivå skete der skam også meget.  Og ikke bare i skolen.   Jeg besluttede, at jeg gerne ville være spejder. Så jeg blev meget aktiv medlem af de lokale ”De Vilde Svaner”. Jeg havde i flere år mange dejlige oplevelser og ture sammen med dem. Til sidst blev jeg endda forfremmet til delingsfører.  Jeg var f.eks. på spejderlejr på Samsø.  Og selv om det regnede ret meget, havde jeg en dejlig tur.   Vi gik også meget i spejdertiden. Vi skulle f.eks. en gang gå 50 km for at få et særligt mærke. Det gjorde vi ved at gå langs Strandvejen helt ind til Charlottenlund – og tilbage igen !

Lasse og Cecilie blev også spejdere i samme trup nogle år senere.

Mine sommerferier holdt jeg i nogle år oppe hos farmor og farfar i Nørager.  Det var dejligt afslappende.  Farfar arbejdede noget af tiden på det lokale gartneri Fruekilde.  Når han kom hjem efter arbejde, gik jeg ham ofte i møde. Og så gav han mig sørme en stor is nede hos bageren 😊  Det havde jeg ikke ret meget imod 😊  Og jeg fik mig en rigtig god snak med både farmor og farfar. På den måde kom jeg til at kende dem godt – og de kom også til at kende mig!  Jeg havde meget indtryk af, at de virkelig godt kunne li’ mig !

Lasse og Cecilie var naturligvis også med i Nørager, når vi tog på besøg en weekend – eller bare en dag.  En gang gik det ikke så godt.   Jeg spillede fodbold med Lasse uden for deres hus på Anlægsvej.  Pludselig skulle Lasse tisse noget så grusomt, så han spurtede ind i huset for at komme på toilettet. Han kom til halvdelen af vejen. Da faldt han, så lang han var, og slog hovedet med stor kraft direkte ind i et skarpt hjørne, der var forstærket med jern. Resultat:  Han fik et stort, blødende hul i hovedet – i den ene side af panden.  Vi kørte i STOR hast til sygehuset i Hobro, hvor de syede ham sammen.  Og det tog han i ophøjet ro – især da han blev lovet en stor is bagefter.  Ak ja – den slags hører også med til drengeårene.  Jeg kunne ikke lade være med at tænke på dengang, min ven i børnehaven slog mig lige ved siden af øjet med en skarp skovl ☹

Tiden gik. Og det var ikke sjov og ballade alt sammen. Min farfar døde i maj 1978 som 76- årig.  Jeg var naturligvis med oppe til begravelsen.  Jeg besluttede at gå med ind i kapellet på Hobro Sygehus for at se ham ligge død i sin kiste.  Det var første gang, jeg så et dødt menneske. Jeg husker tydeligt, hvor stort indtryk det gjorde på mig at se ham.  Det var selvfølgelig farfar – og alligevel ikke.  Jeg syntes på en måde, at han nu var meget anderledes.  Og det var han jo.

Samme år fik jeg også mulighed for at komme ind som soldat. Nej, ikke helt.  Men jeg fik en uge hos Søværnets Artilleriskole ved Arresø-lejren i Nordsjælland. Jeg var der sammen med en snes andre skolebørn, især fra København.   Det var også spændende. Jeg kan især huske, at vi fik vist og demonstreret, hvordan man håndterer en ildebrand. Vi var også med ude på Arresø til øvelser.  Og så fik vi én af Søværnets skråhuer til evig arv og eje.   Den gik jeg ofte med senere hen.

 

Jeg var også en tur med far i London i sommerferien.  Vi var med Spies – og boede ude i Kensington i det vestlige London.  Sikke en tur. Vi så en masse i byen. En af dagene var far dog for syg af influenza til at tage på tur.  Det gjorde jeg så alene.  Jeg var jo 12 år og kunne fint passe på mig selv, når jeg var med i en gruppe.   Vi besøgte i bus det kongelige Windsor Castle. Det var også sjovt at opleve.

1978 var også året, hvor mor og far besluttede at skilles.  Det er selvsagt ikke sjovt for børn. Og det var det heller ikke for os ☹   Men de arrangerede det heldigvis sådan, at far kom til Nivå hver onsdag aften for at spise med os. Og i weekenden kom han enten igen – eller vi tog ind til ham. Mor skulle jo også have lidt fri en gang imellem!  Han boede først i en lille lejlighed i Skindergade 42 – lige over for sit kontor. Og fra december 1980 boede han i en dejlig pakhus-lejlighed i Toldbodgade 38 C nede ved Københavns havn.  Det var hyggeligt at komme derind, og vi lavede mange ting sammen i de weekenden.

I maj 1979 købte far et sommerhus i Veddinge Bakker i Odsherred. Og deroppe havde vi mange dejlige weekender nede ved havet eller rundt omkring i det særlige moræne-landskab.  Vi holdt endda jul deroppe i julen 1979 – alle os tre børn, farmor og fars veninde Kit, hendes datter Eva og hendes moster Helga.  Ja, der var fully booked i den jul!

 

I mors familie i Aarhus skete der også meget.  Vor oldemor, mors mormor, Anne Marie, døde i 1975. Jeg husker, at jeg sammen med BoBo kom ud for at besøge hende. Og da vi kom, lå hun og var næsten død.  Jeg blev i hast sat til ”opbevaring!” hos en anden lejer i opgangen, og jeg husker tydeligt, at det var en mærkelig fornemmelse at se ambulancen køre afsted med hende.

Oldemor med mig i 1966

Nogle år senere var det BoBo, der blev syg.  Hun blev lammet og døde i 1983.  Det var jeg meget trist over.  Hun havde hele mit liv betydet en masse for mig. Både når hun besøgte os – ofte for at passe mig – og når jeg/vi besøgte hende.

Min morbror, Suller ( han hedder egentlig Hans Ulrik ) var også en meget vigtig del af mit liv som barn. Han og hans kæreste Eva boede en overgang hos os på Emiliehøj. De læste begge medicin og blev derfor læger. De var altid muntre og livlige.  Og deres to drenge, mine fætre Sofus og Tejs,  var på alder med Lasse.  Vi så dem, når vi var på besøg i Aarhus.  Desværre blev Eva alvorligt syg af cancer – og døde ung nogle år senere,

Tiden var nu kommet til min konfirmation. Den fandt sted søndag den 24. maj 1981 i Nivå Kirke.   Hele familien var samlet til fest i Nivåvænge.  Og jeg følte mig nu gevaldig stor 😊

Mig som konfirmand

 

Lige bagefter inviterede far mig til Berlin.  Det var stadig tiden med Berlin-mur og kommunister i øst.  Vi besøgte det hele – det var tankevækkende – også for en stor knægt på snart 15 år !

 

I juni 1982 sluttede jeg på Nivå Centralskole. Jeg fik mit Afgangsbevis fra Folkeskolen af viceinspektør Jørgen Villadsen.  Jeg var meget godt tilfreds med resultatet. Jeg fik f.eks. topkarakter ( 13 ) i dansk, orden og færdighedsregning.  Og særdeles gode karakterer også i engelsk, tysk og fysik/kemi  ( 10 og 11 ).  Så nu var jeg klar til det næste trin.

 

 

Det var gymnasiet. Jeg fik plads på RUNGSTED STATSSKOLE, hvor jeg gik alle tre år. Rektor dengang hed Leo Bresson.  Han var utraditionel – og fin. Han var rektor i Rungsted fra 1976 til 2001.  Han døde i 2010.  Han var dog ikke én af mine favoritter ☹  Jeg boede fortsat hjemme hos mor i Nivåvænge.   Der var ca. 7 km på cykel til gymnasiet.  En særlig cykel- og gangsti langs banen førte lige derhen.  Jeg tog dog det meste af tiden toget eller en bus til skolen.

Jeg husker særlig selve starten på gymnasietiden.   Vi var i slutningen af sommerferien en uge på Bornholm.  Vi boede i Dansk Folkeferies feriecenter ved Hammershus.  Det var sjovt. Eneste problem var, at jeg skulle begynde i gymnasiet et par dage før vi kom hjem.  Derfor blev jeg sendt hjem med fly til København og videre med tog til Nivå.  Det lykkedes alt sammen.  Det var i øvrigt første gang, jeg fløj alene!  Men det blev ikke sidste gang.

Jeg havde generelt en god tid i gymnasiet.  Gode kammerater og gode oplevelser.  Jeg udviklede jeg mig nok i gymnasietiden til lidt af en ”flipper”.  Både i opførsel, tøj og måske udseende.  Det gik dog ikke ud over min oplevelse af undervisningen.  Vi var også på interessante studieture. Især vor tur til Rom var særdeles interessant.   Og i 1985 tog jeg matematisk studentereksamen med 8,6 i gennemsnit – dog kun 8,5 til eksamen.  I de allerfleste fag fik jeg 9 – både i årskarakter og til eksamen. Endda 10 i dansk og skriftlig matematik.  Det kneb mere med fag som geografi ( 7 ) og fysik/kemi ( også 7 ).   Men det blev en god og tilfredsstillende eksamen!  Og vi havde en stor studenterfest på skolen ved afslutningen.   Og vi kørte i en udsmykket vogn rundt til mange af vore forældre i dagene efter selve eksamen.  Det glemmer man ikke så let ! 

 

 

Bevis for studentereksamen

 

Mig, Cecilie, Lasse og farmor – Nørager i 1985

 

Min far inviterede mig på en ”dannelses- og oplevelsestur” til Paris i anledning af studentereksamen. Bare ham og mig. Vi fløj med Spies ned til Beauvais nord for Paris – og havde en hyggelige uge sammen.  Jeg var især interesseret i at se minder fra Napoleons-tiden i byen, herunder rædselsregimet i starten af revolutionen.  Vi opsøgte mange steder – og vi fandt dem.  Vi fik endda adgang til steder, som normalt var lukkede. Det startede min særlige interesse for Frankrig og for dets historie.

I Paris 1985

Nu måtte jeg så i gang med at finde ud af, hvad jeg skulle studere. Jeg havde bl.a. haft et kortere praktikant-ophold hos en børsmægler.  Det arbejde interesserede mig en hel del. Jeg var med til meget af det MEGET hektiske arbejde – både på deres kontor og ikke mindst henne i Børssalen, hvor jeg lærte en del om, hvad der skete, når man handlede.  Jeg blev dels slået af, at de havde meget travlt, hvis de ville have succes.  De nærmest løb fra kontoret og hen til Børsen.  Bagefter syntes jeg, at det virkede for hårdt, så den vej ville jeg alligevel ikke.

I stedet fik jeg job i Bikuben.  Far kendte den administrerende direktør, Børge Munk Ebbesen, som var en meget venlig og dynamisk mand. Jeg kom ud først i Gladsaxe afdelingen og derefter til Bagsværd.  Her var jeg som yngste mand hurtigt involveret i mange aktiviteter. Flinke folk – men det var alligevel ikke mig.  Jeg ville noget mere selvstændigt, noget mere kreativt.

Jeg havde også i de år et deltidsjob hos GALLUP.  Her var min opgave at ringe til folk og spørge dem ud om mangt og meget. Det var et meget veludviklet arbejde, hvor computers udtrak, hvem man skulle ringe til.  Og så spørge om nøjagtig de samme ting.  Og disse ting afhang naturligvis af, hvem Gallup på det tidspunkt havde kontakt med.  Meget ofte var det spørgsmål om politisk holdning.  Og også meget, meget andet.  Lederen af hele Gallup operationen hed dengang Rolf Randrup – en særdeles behagelig mand, der kun havde det problem, at han stammede meget.   Jeg var hos Gallup en del år – og blev med tiden forfremmet til en af dem, der skulle holde opsyn med, at alt gik rigtigt til.  I øvrigt kom Cecilie også senere ind på Gallup.

Imens havde jeg besluttet mig til at læse på Danmarks Tekniske Højskole i Lyngby. Jeg ville være ingeniør. For at kunne starte måtte jeg tage nogle gymnasiale suppleringskurser i matematik.  Det gjorde jeg. Og de gik godt.

Så gik jeg i gang med krum hals.  Spændende, men også udfordrende. Ikke mindst matematikken var noget helt andet, end jeg var vant til.  Men de fleste fag syntes jeg godt om. Lige fra Lineær algebra til termodynamik, elektromagnetisme, energiplanlægning, kemisk grundkursus og energiplanlægning.    Jeg kastede mig over det hele i den rækkefølge, de forlangte.

Men til sidst fik det mig alligevel ned med nakken. Især matematikken slog hatten af mig. Det så på en måde mere og mere sort ud.   Jeg husker, at jeg engang skulle med far og Liselotte op i sommerhuset til jul.  Jeg havde ikke talt med dem om mine vanskeligheder før.  Og de kunne mærke på mig, at noget var helt galt.  Også fordi jeg var helt bleg og så usund ud.    Oppe i sommerhuset i Veddinge gik jeg så til bekendelse om, at DTH ikke var noget for mig.  Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af reaktion.  Men far var særdeles forstående og sagde med det samme, at så måtte jeg holde op derude.  Og vi måtte tænke på nye muligheder!   Det forandrede mig med ét til noget meget mere positivt.  Men det var ikke nemt at få det sagt ☹

 

Inden jeg kom så langt, var jeg flyttet hjemmefra. Mens jeg stadig gik på DTH, flyttede jeg ind på Vesterbro. Adressen var Enghavevej. Her boede jeg i en gammel lejlighed helt oppe i toppen af opgangen med min gymnasie-kammerat Anders Grønlund.  Toilettet var ude i opgangen. Nede i stue-etagen lå en cafe med af og til støjende gæster. Og skråt over for os lå Vestre Fængsel.  Vi havde det hyggeligt og fik det hele til at køre. Men udlejeren var desværre noget af en ret kendt sjover, så vi var noget usikre på, hvor godt lejemålet var.

I september 1988 flyttede min far fra København til Bruxelles. Og hans kæreste Liselotte fulgte med. Derved blev hendes dejlige lejlighed ved Søerne ledig.  Den lå i Kartoffelrækkerne – ud mod søen. Adressen var Øster Søgade 52.  I første omgang lejede hun den ud til handelsskolelærer Jytte Olsen fra Frederikshavn.  Hun boede der et års tid – og var meget glad for sin tid der.  Hun underviste på Niels Brock i København.

Bagefter fik jeg lov til at leje lejligheden fra 1. februar 1990.  Jeg betalte 1.200 kr. pr. måned.  Far hjalp mig med at betale det. 😊   Det var en rigtig dejlig adresse – tæt på alt muligt. Og med alle moderne bekvemmeligheder i lejligheden.  Dér boede jeg i fire år.  Jeg var nok ikke så god til at passe lejligheden, så da jeg flyttede ud i 1994, var der desværre en del, der skulle repareres ☹   Det var synd for lejligheden. Den skulle males og have forskelligt repareret.

 

I denne periode havde jeg også forskellige dejlige rejser – ikke mindst til udlandet. Efter konfirmationsturen til Berlin i 1981, gik det afsted til England i 1984. Sammen med far, farmor, Lasse og Cecilie tog vi over for at besøge Hans og hans familie i Cambridge. Han var på det tidspunkt ansat som forsker i mikrobiologi ved Cambridge University.  Og efter besøget hos dem, tog vi videre til London ( i stegende sommer-varme ) og derfra til Wales. Vi besøgte forskellige steder, også langs kysten mod vest.  Senere gæstede vi blomsterbyen Buxton i Midtengland.  Derfra til Felixstowe på østkysten. Og herfra sejlede vi til Belgien.   Det var en dejlig tur. Alt sammen med 5 personer og bagage til 2 ugers ferie i fars ret lille, men gode Colt bil fra 1979!

I 1985 var jeg så som nævnt i Paris på studentertur. Og i 1987 inviterede far os tre krapyler på en uges tur til Cypern.  Vi boede på et dejligt hotel i Aiya Napa ud til havet på sydkysten.  Vi så en del. Men der var også det år mega-varmt på de kanter.  Det blev dog også til en del badminton uden for hotellet!

Næste større tur for os alle sammen var i august 1988.  Da kørte far, Liselotte, Lasse, Cecilie og jeg til Nordfrankrig.  Nærmere bestemt til invasions-kysten fra 1944. Vi så en masse fra dengang.   Det var virkelig interessant.  På vej hjemad besøgte vi også Verdun ( kendt fra 1. verdenskrig ), Luxembourg og Bruxelles.   Formålet var bl.a. at finde en bolig til far, Liselotte og Lasse, der sammen skulle flytte til Bruxelles i september det år.  Det lykkedes – i 29, rue Souveraine – næsten midt i byen – nemt for min far, der skulle til EU-Kommissionen hver dag, og for Lasse, der skulle til Europaskolen i Uccle hver dag.

 

Tiden gik.  Jeg havde forskellige jobs, herunder forsat på Gallup.  Vi havde længe talt om, at det kunne være en god ide at komme på Højskole. Det havde både min farfar og min far været – den sidste dog som lærer i fire år i Herning.  Resultatet blev, at Lasse og jeg blev højskole-elever på Brandbjerg Højskole vest for Vejle.  Der var vi i 4 måneder fra 4. januar til 1. maj 1993.   Og som vi begge har sagt:   Det var den bedste tid, vi har oplevet !   Et skønt sted – en gammel herregård, der nu var en dynamisk højskole. Og med en glimrende og meget værdsat forstander, Ebbe Lundgaard. Vi havde nogle dejlige måneder der.  Og vi fik mange gode venner derovre.  Samtidig fik vi lejlighed til at lære en masse nyt. Og til at deltage i højskolens praktiske liv.   F.eks. var jeg én af de ansvarlige for Brandbussen.  Det var skolens røde bus, der kørte os forskellige steder hen. Den skulle selvfølgelig holdes ren og pæn.  Min far og Liselotte var også på besøg, mens vi var der.  De kendte forstanderen fra tidligere.

Her er beviset på de 4 dejlige højskole-måneder:

 

I mellemtiden havde både Lasse og jeg besluttet, at vi gerne ville læse historie.  Og vi kom ind på Odense Universitet ( nu Syddansk Universitet ) fra september 1994.  Vi fik os en fælles lejlighed i Pantheonsgade 9 i centrum af byen.   Det var en helt ny lejlighed i en ny bygning. Den ejedes dengang af CODAN.   Og lejligheden var så stor, at også Cecilie kunne bo der.  Hun ville læse business engelsk på universitetet.  På den måde kom vi alle tre i gang med vore studier på samme tid.

Det varede dog ikke så længe på den måde.  Dels var Cecilie ikke glad for sit studie. Det interesserede hende ikke rigtig. Og dels var hun utilfreds med, at jeg og Lasse ikke havde samme opfattelse som hende med hensyn til orden i lejligheden.  Du kan jo bare selv gå i gang!  sagde vi til hende, hver gang hun beklagede sig.  Det blev naturligvis for meget for den unge dame, så i februar 1995 flyttede hun fra Odense – for senere samme år at starte på at studere ved Exeter University i England.

For mig skete der også noget vigtigt – ud over studiet.  Jeg fik et studenterjob på Odense Stadsarkiv!   De havde brug netop for én som mig.   Det var den flinke stadsdirektør, Bjarne Christensen, der ordnede min ansættelse.  Først nogle timer om ugen, senere noget mere.  Derved fik jeg også mine egne penge på lommen.

Studierne i historie som hovedfag og litteraturvidenskab som bifag passede mig godt.  Jeg følte, jeg var kommet på den rette hylde.  Der var også hyggelige medstuderende, jeg havde meget glæde af.  Især Niels Valentinussen, som jeg holdt god kontakt med i mange år.  Han blev senere lærer ved en skole i Odense.

Jeg fik også brug for min skrivelyst i studiet.  Ja, det var faktisk startet i gymnasiet.  Endda allerede i folkeskolen startede det. Engang skrev jeg en bog!  Da far spurgte mig:  Hvad handler den om?  Svarede jeg:  Om Alting !  Jeg sendte den endda ind til et forlag. Den blev dog ikke antaget ☹     I 1983 skrev jeg sammen med min klassekammerat, Anders Grønlund, et speciale i dansk. Det hed:  Johs. V. Jensen – eller Jensen til husbehov.    Og jeg havde også på eget initiativ lavet en lille sag, jeg kaldte:  Hvorhen Europa? Et non-paper.

På universitetet skulle jeg lave forskellige opgaver.  En af de første fra 1995 var om Rom:  Romersk Magtkamp – fra Sulla til Rubicon.  Årene 78 – 49 f.Kr.  Den skrev jeg sammen med min bror Lasse.

Den næste var i historisk metode i maj 1997. Den hed:  Iran-Contra.

I litteraturvidenskab skulle der også leveres skriftlige opgaver.  Én hed:  En heltinde – en analyse af Karen Blixens Storme.   En anden var om James Joyce:  Paralyse i Dublin – om paralysetemaet i James Joyces Dubliners.  Jeg blev også konfronteret med den franske digter Charles Bodelaires udgivelser.   Jo, der var skam nok at se til!

Lige inden jeg blev færdig med min historie-eksamen på universitetet, opslog Rigsarkivet i København en stilling, som tiltalte mig kolossalt.  Så jeg besluttede mig til at søge den.

Vedlagt.

 

 

Og jeg fik endda en fin anbefaling af min chef, arkivar Jørgen Thomsen, på arkivet. Hans anbefaling er her:

Jeg var meget stolt over den fine anbefaling. Men jeg fik alligevel ikke jobbet !

 

Jeg vidste naturligvis ikke dengang, at dette blev min livsopgave.   Jeg er citeret for senere at sige, at jeg har ikke tænkt mig at være arkivist resten af mit liv!   Men sådan blev det.  For det udviklede sig meget stærkt over årene. Da jeg blev færdig med mit studie i historie i 2002 ( og med mit bifag litteraturhistorie samtidig ) blev jeg fastansat som arkivar med mine egne opgaver.  Og som vores institut-leder, Jørgen Thomsen, engang på sin lune måde sagde til mig:  Nu drejer det sig om at løse dine opgaver på en sådan måde, at ingen andre kan finde ud af det!  Så bliver du aldrig fyret !

Jeg havde også med tiden mange opgaver uden for Stadsarkivet – og kom til mange møder i Rigsarkivet i København, på lokalarkiver rundt omkring i landet, ikke mindst i Vejle og Aalborg.  Og jeg var også Stadsarkivets fotograf.  Udstyret med et særligt godt foto-apparat blev jeg sat til at tage mange billeder f.eks. til den årlige Odense-Bog – og til vort aktive arbejde på Nettet.

Mit speciale på historie-studiet hjalp mig meget godt på vej.  Dets titel var:  DIGITAL BEVARING OG TEKNOLOGISK FORÆLDELSE.   2002.   94 sider.

 

 

Mit speciales forside

 

 

 

 

 

Mine konklusioner i specialet var følgende:

 

 

 

Jeg fik top-karakter for specialet. Senere har jeg fået at side, at censorerne diskuterede, om de kunne anerkende det som et historie-speciale – eller om det snarere var et ingeniør-produkt.  De valgte heldigvis det første.  Og for mig er det beviset for, at mine første år på DTH slet ikke var spildt.  De havde givet mig baggrund for netop at lave dette speciale, som ramte lige i plet med, hvad offentlige ( og for den sags skyld også private ) arkiver sukkede efter.  Så man kan sige, at det blev min levevej resten af livet!

 

Jeg blev fast ansat ved Historiens Hus, Stadsarkivet i Odense, fra 2003.

 

Tiden gik. Og den gik godt.  Jeg boede sammen med min bror Lasse indtil 2007.  Han var dog i Bruxelles i 2004 som praktikant i Europa-Parlamentet – og bagefter som job-søgende i et stykke tid.   Men fra efteråret 2007 flyttede han permanent til den belgiske hovedstad for at arbejde. Siden foråret 2008 har han været arkivar på Den danske faste Repræsentation ved EU.  Fra nu af og resten af mit liv boede jeg alene i Pantheonsgade 9. Jeg indrettede mig godt - dels med en rigtig vandseng med 800 liter vand !, dels med et bibliotek, dels med en stue, der også var mit arbejdsrum, og dels med et soveværelse. Min far kom af og til forbi for at besøge mig – og også for at hjælpe mig med at køre ting væk til Genbrugspladsen i Nord-Odense og for at hente nye møbler o.l., jeg købte.

Den eneste store ulempe ved boligen var, at kommunen efter nogle år tillod store, larmende koncerter nede i gården. Og endda til ud på natten.  Derfor måtte jeg købe mig høre-beskyttelse for dog at få nogen søvn !

I denne periode havde vi også mange spændende og sjove rejser i familien: som f.eks.  Sydafrika, New York & Washington, Irland, Spanien, Paris, London og De kanariske Øer.  Jeg vedlægger en liste over de vigtigste sidst i mine Erindringer.  Det var også en dejlig måde at være sammen med min vidt spredte familie på!

I april 2007 blev jeg sammen med familien inviteret til Provence i Sydfrankrig. Vi skulle sammen fejre Liselottes 60 års fødselsdag. Dagen før afrejsen fik jeg forskrækkelig ondt i maven – og det blev værre og værre. Til sidst måtte jeg i stor hast ringe efter en ambulance, og jeg kom afsted så hurtigt, at jeg helt glemte at få mine sko med.   Jeg havde fået brok !  Da jeg på Odense Universitetshospital straks kom ind på operations-stuen, sagde jeg til lægerne:  Hvor er jeg glad for at se jer!   Jeg fik operationen hurtigt gennemført og var meget snart klar til at komme hjem igen.  Jeg regnede med, at min Frankrigs-tur var røget. Men nej.  Lægerne sagde, at bare jeg havde én med til at bære min kuffert, så ville det være helt fint med flyveturen og opholdet.  Så Lasse trådte straks til – først med at hente mine glemte sko hjemme, og så med at håndtere min kuffert hele vejen til Provence!

I april 2014 var den desværre gal igen ☹   Og meget værre end sidste gang.  Nu var det hjertet, der havde alvorlige problemer.  Det gik også godt.  Jeg skrev bagefter en beretning om hele sygdomsforløbet.  Den hed:  Da manden med leen bankede på.

Her er min beretning:

Da manden med leen bankede på

 

Af Claus Thøgersen

 

Jeg fik lyst til at skrive om begivenhederne omkring den 16. april 2014, der var ret dramatiske. Det er historien om, hvordan jeg gik i tre uger med en blodprop, der næsten totalt blokerede min venstre kranspulsåre.

 

1. Lungebetændelsen

 

Fredag den 28. februar gik jeg hjem fra arbejde i utide med ordene "Jeg går hjem - jeg har det ikke så godt". Jeg følte mig svag og svimmel, og det endte med at blive en noget længere fraværsperiode, end jeg nogensinde havde haft. I de seneste fire år havde jeg lavet konditions- og styrketræning 4-5 gange om ugen, ca. to timer pr. gang, i det lokale fitnesscenter. Men i de følgende dage gik min kondition brat ned. Jeg nåede hurtigere og hurtigere min maksimumpuls på ca. 150, og jeg måtte nedsætte mine ambitioner på kondicyklen gradvist, indtil jeg ikke længere kunne bruge den overhovedet.

 

Lægen - som jeg, så vidt jeg husker, aldrig havde besøgt før - lyttede til mine lunger og erklærede, at jeg havde en kold lungebetændelse. Så det var hjem og være sengeliggende. Jeg fik antibiotika og fik taget blodprøver for at han kunne holde øje med mine infektionstal. Men interessant nok fik jeg aldrig taget blodtrykket.

 

Min appetit svandt ind til ingenting, hvor den før havde været glubende. Når jeg fik noget som helst i munden, smagte det af aske. Forunderligt nok var de eneste to ting, der bevarede deres normale smag, grønne Granny Smith æbler og Pepsi Cola. Det ville Pepsi nok være glade for at høre. Ellers drak jeg spandevis af varm grøn the, som lindrede smerterne i halsen. Men min vægt raslede selvfølgelig ned. Fra en vægt på 93 kilo kom jeg i de følgende uger ned på ca. 82 kilo.

 

I starten var jeg så dårlig, at jeg var tilfreds med at blive hjemme og se TV dagen lang - afbrudt af ubehagelige, men nødvendige indkøbsture. Normalt gik jeg i Føtex, som ligger ca. 350 meter herfra, men det blev efterhånden så hårdt at gå derhen, at jeg begyndte at gå i Super Brugsen, der er 150 meter væk.

 

Som ugerne gik, følte jeg mig dog raskere, og det kedede mig efterhånden at være hjemme. I starten af april begyndte jeg at besøge arbejdet, og jeg fik aftalt med kommunens sygedagpenge-afdeling, at jeg kunne starte igen på nedsat tid. Det var ok med lægen, men en blodprøve viste, at min blodprocent var lav, og, som han sagde, min "lever var påvirket". Derfor bestilte han nogle undersøgelser på hospitalet, OUH. Jeg nåede at komme til en kikkertundersøgelse af mave og tolvfingertarm, som ikke viste noget særligt. Til selve undersøgelsen fik jeg forklaret processen af en utroligt smuk og sød sygeplejestuderende, som jeg ville have kunnet lytte til i dagevis. Lægen sagde, at det medicin, jeg fik, ville få mig til at miste al erindring om begivenheden, men hende husker jeg!

 

På arbejdet tirsdag den 15. april var mine kolleger noget urolige over, at jeg sad ved mit skrivebord og pustede. Min kondition denne dag var ikke eksisterende, og jeg skulle bevæge mig temmelig langsomt, når jeg skulle gå nogen steder. En kollega tilbød ved fyraftenstid at køre mig hjem, og på vejen tilbød hun så at køre mig ud på skadestuen. Men nej, jeg "havde det ok". Selvopholdelsesdriften får én til at tro det bedste om éns tilstand, selv når man står med det ene ben i graven. Siden da har mine kolleger fortalt, at jeg var askegrå denne dag. Men det kunne jeg ikke selv se.

 

Om aftenen skulle jeg i Super Brugsen og købe ind, og det var først hér, at jeg begyndte at indse, at noget var helt galt. Jeg kunne ikke holde ud at gå mere end nogle få meter hen ad gaden, før jeg måtte sætte mig ned på en trappesten eller transformatorboks - hvad der nu var i nærheden. Når jeg først nåede ind i varmen i supermarkedet, kunne jeg godt gå rundt dér, men udendørs var det svært.

 

2. Ambulancen

 

Onsdag den 16. april vågnede jeg kl. 6.30 med en vældig uro i kroppen. Min puls var høj, ca. 120, og nu begyndte jeg at få anfald hvert kvarter, hvor jeg hyperventilerede og mine ben gav efter under mig. Jeg var også på toilettet og kaste op et par gange - dog uden at der kom noget ud, for jeg spiste jo ikke noget. Her indså jeg, at jeg blev nødt til at have hjælp udefra. Min læge var nu på ferie, og lægevagten var kun en mulighed efter kl. 16, så det måtte blive 112. Den venlige "sundhedsfaglige person" på Alarmcentralen spurgte, hvad der var galt, og jeg kunne jo kun svare, at jeg havde lav blodprocent, og at jeg fik anfald, hvor jeg ikke kunne stå på benene. Han ville sende en ambulance uden udrykning.

 

Ambulancen kom efter 10 minutter. Jeg huskede at tage sko på - ved min sidste indlæggelse havde jeg glemt dem, og det blev et problem! Desuden tog jeg en taske med de vigtigste fornødenheder med - telefon, nøgler mv. Der var tre ambulancereddere - en leder, en chauffør og en elev. De var alle i 20'erne. Lederen havde fuldstændig styr på tingene og undersøgte min vejrtrækning, min hud og øjne allerede på vej ned i elevatoren. Jeg kom ind i bilen, og herefter holdt vi i cirka en halv time ved kantstenen, mens han tjekkede min puls, mit blodtryk og tog et hjertekardiogram. Han sagde, at der var en lille mislyd ved mit hjerteslag, som om hjertet en gang imellem slog et ekstra slag. Men det var ret almindeligt, sagde han, og ikke noget at bekymre sig om. Jeg fik også en slange under næsen med ilt, og det var dejligt. Jeg følte, at jeg pludselig kunne slappe af, og udrykningslederen bekræftede, at min krop ligesom faldt til ro. Herefter var det afsted til hospitalet, en kort tur på otte minutter.

 

3. Hospitalet

 

Der sker noget sjovt, når man bliver indlagt på hospitalet. Efter en tid med uro og smerter (dog ingen smerter i mit tilfælde) kommer man ind blandt en masse fagpersonale, som kan ordne tingene. En vægt bliver løftet fra skuldrene, når man ikke længere er alene om ansvaret. Og de må stikke én, undersøge én og gøre, som de lyster, bare de ordner problemet. Sådan havde jeg det.

 

På OUHs akutmodtagelse blev jeg rullet ind til en mandlig sygeplejerske. Jeg fornemmede straks, at han var en skrap og myndig herre, som vidste, hvor skabet skulle stå. Han tog mit blodtryk og undrede sig over, at "det så mærkeligt ud". Så han måtte dobbeltjekke med ambulanceredderne, om det kunne være rigtigt. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det mærkelige var, ud over at trykket var højt. Meget højt. Da han tog en blodprøve, bemærkede han, at blodet sprøjtede hurtigere ud, end han nogensinde havde set; hans glas blev fyldt på under to sekunder.

 

Herefter begyndte lokalet at blive fyldt af mennesker. Der var sygeplejersker, læger, medicinstuderende og nogle tilskuere, som jeg ikke vidste, hvem var, indtil der vel var 12-14 mennesker i det lillebitte lokale. En ung læge sad ved min sengekant og forklarede undervejs, hvad der foregik. Han sagde, at de stadig ikke vidste, hvad der var galt, men "det var godt, du kom!"

 

Den skrappe sygeplejerske viste sig at have et hjerte af guld. På et tidspunkt bad han om et telefonnummer, så han kunne ringe til mine pårørende (jeg kom til at tænke på ordet "efterladte", da han sagde det). Han fik nummeret i Nivå, og så gik han ud og ringede - til min søster Cecilie, viste det sig. Hun og familien var på besøg fra Birmingham, og min mor var lige nu også indlagt, hun med sin egen blodkarforsnævring. Sygeplejersken sagde, da han kom tilbage "Jeg sagde til hende, at jeg ved godt, at I er i Nivå, men jeg synes alligevel, I skulle komme".

 

En forklaring på min tilstand kom først, da der kom en kardiolog til stede - en koreaner, fulgt af et "føl". Det er trods alt et undervisningshospital. Han ultralydsscannede mit hjerte - jeg kunne ikke se skærmen, da han gjorde det, men han forklarede undervejs til "føllet", hvad det viste. Det var en mærkelig oplevelse, da jeg stadig ikke vidste, hvad der var galt. Da han var færdig, forklarede han sagen. Jeg havde en blodprop i min kranspulsåre, og jeg ville om lidt blive kørt op på hjerteafdelingen. Jeg blev overrasket over beskeden, ikke egentlig chokeret, men sjovt nok mere lettet over, at de nu vidste, hvad der var galt.

 

Mens jeg lå omgivet af alle de mange mennesker, kom receptionisten ind med en mobiltelefon og sagde "din far er i telefonen". Så jeg talte med min far mens de hev i mig, stak mig, scannede mig og alverdens ting. Jeg kom til at tænke på Marx Brothers filmen "En dag i operaen" hvor utallige mennesker kommer ind i brødrenes lillebitte kahyt og uanfægtet udfører alle deres forskellige håndværksmæssige forehavender.

 

Der var allerede løbet en del medicin gennem mine årer, da jeg blev kørt op på afdeling B2, "Karma". Køreturen med båren føltes derfor næsten som en forlystelse i Tivoli, og jeg morede mig storartet ved den. Humøret var højt efter diagnosticeringen, så jeg tog mig tid undervejs til at takke ambulanceredderne og ønske dem fortsat god arbejdslyst.

 

"Karma" er den hjertemedicinske akutafdeling på OUH. Her skulle jeg tilbringe de næste dage. Denne dag var dog præget af, at jeg stadig fik mine anfald. Det skete ca. en gang hver 15-20 minutter og bestod af hyperventilering og en stærk uro i kroppen. Det var lige som et nys: når det først var gået i gang, var det umuligt at stoppe. De andre patienter på stuen og deres pårørende blev urolige, for det kunne godt lyde som om jeg var ved at stille træskoene. Men jeg lærte at berolige dem med håndtegn undervejs.

 

Det samme forsøgte jeg at gøre, da Cecilie, Nikos, pigerne og Dennis pludselig til min store overraskelse mødte op - midt i et af mine anfald. Det varede dog ikke så længe, og Cecilie fik vist forhindret, at pigerne så det. Det var derimod dejligt for mig at se dem. Jeg vidste, at min planlagte tur til Nivå ville være sidste gang, inden de rejste til Australien, og denne tur var nu selvfølgelig aflyst. Pigerne var i godt humør, men Anna Maria var lidt forbeholden over for de drop, jeg lå med. Jeg husker desværre ikke, hvor længe de blev - det var medicinens effekt igen.

 

Personalet mente, at mine anfald var angstanfald. Jeg kan ikke 100 % afvise det, men jeg følte mig ikke bange overhovedet, heller ikke da jeg samme aften blev rullet ind på operationsstuen. Her fortsatte anfaldene til stor irritation for overlægen, der skulle føre kniven. Sygeplejerskerne forsøgte at berolige mig, men det var som sagt helt umuligt at stoppe. Det virkede dog som om, medicinen efterhånden tog over, så der blev længere mellem anfaldene. De kurerede dem først senere på natten, og jeg har i dag ingen anelse om, hvad det var. En sygeplejerske kaldte dem "forkammerflimmer", men var usikker på, om det var rigtigt.

 

4. Operationen

 

Det mest bemærkelsesværdige ved mit ophold på operationsbordet var den ro, jeg følte, og det totale fravær af smerter. Kirurgen havde en flok skærme, hvor han så det hele på, og skærmene blev kørt rundt og flyttet efter behov. De var lige ved mit ansigt, men på grund af vinklen kunne jeg intet se. Men på et tidspunkt var en af dem tæt ved at ramme mig i hovedet. Det virkede meget science fiction-agtigt, og jeg var helt fascineret. Midt i det hele sagde kirurgen "Du har en blodprop i en kranspulsåre. Den er 90 procent blokeret. Desuden har du en anden, der har været helt lukket i årevis." Da man har tre kranspulsårer, havde der altså kun været én fungerende tilbage. Så sagde han: "Jeg kan ordne den med blodproppen. Skal jeg gøre det?" Jeg svarede "Ja tak!" Så fik jeg en ballonudvidelse og en stent, og det var det.

 

5. Rekonvalescens

 

Modsat hvad patienter normalt oplever, kunne jeg ikke mærke nogen drastisk forbedring lige efter operationen. Det kom først senere, tilbage på "Karma". Mit primære problem var tilsyneladende det høje blodtryk, for det var særligt den medicin, jeg fik, der gjorde en enorm forskel. Den nat sov jeg bedre end jeg havde gjort i årevis. Midt om natten blev jeg dog vækket, og der stod fire sygeplejersker ved fodenden af min seng og kiggede på mig. Det er det eneste, jeg kan huske, men jeg regnede ud, at jeg havde haft et af mine anfald. De må have gjort noget på dette tidspunkt, for jeg har ikke haft nogen anfald siden den nat.

 

Herefter havde jeg nogle dejlige dage på "Karma". Det var helt lige som en tropeferie - minus solen - for jeg var helt fjernet fra hverdagens små bekymringer og skulle kun koncentrere mig om at blive rask. Dertil kommer, at de sødeste sygeplejersker vimsede rundt omkring mig. De stak mig dog hver morgen kl. 7, men det var til at leve med. Maden var overraskende god, og jeg følte mig rolig og afslappet. Min far dukkede - også overraskende - op allerede om aftenen, og vi hyggede os i sammenlagt et par timer hver dag. Han lånte mig en lille radio, som jeg kunne høre med høretelefoner, og jeg siger mange tak til Leif Wivelsted for fremragende musik på disse påskeaftener. Jeg er min far uendeligt taknemmelig for støtten i disse dage.

 

På stuegangen fik jeg klar besked om min tilstand. Jeg havde som sagt haft en blodprop. Måske var den forårsaget af års forhøjet blodtryk og højt kolesterol. I hvert fald pumpede mit hjerte nu med kun 20 procents kraft (et sundt hjerte pumper med 60%). Det hedder hjertesvigt, og det var ikke sikkert, at det nogensinde ville blive bedre. Det afhang af, om mit hjerte havde taget skade af episoden. Til dato afventer jeg stadig måling af mit eventuelle fremskridt, men jeg føler mig rask.

 

Min faste sygeplejerske sagde desuden, at min lever (som min egen læge havde været bekymret over) nærmest nu var som en gammel alkoholikers. Tallene viste, at den levermarkør, som de bruger til at måle leverens funktion, og som skulle være i intervallet 10-70, i mit tilfælde var 1042! Men de var beroliget af, at tallet var på vej ned.

 

På et tidspunkt blev en århusiansk mand på ca. 60 år indlagt ved siden af mig. Han og hans familie var lige højrøstede og irriterende. Han satte hele personalet i gang med at finde en oplader til hans mobiltelefon, og da det lykkedes, begyndte han at ringe til alle, han kendte, og larmende fortælle om sin episode, med samme historie hver gang "Jeg gik i haven, og pludselig mærkede jeg en stærk smerte i venstre side og faldt om ... jeg havde fået en BLODPROP i HJERTET!!" Jeg sagde til ham i ånden "Slap dog af. Det har vi allesammen." Herefter gik resten af hans tid på OUH med at forsøge at skaffe nikotintyggegummi. Heldigvis blev han sendt til Skejby efter en dags tid.

 

Jeg blev selv udskrevet mandag den 21. april, 2. Påskedag. Min bror Lasse var ankommet på dette tidspunkt, hvilket jeg var rigtigt glad for. Hermed kunne han følge mig hjem og hjælpe mig med indkøb. Det var en dejlig dag at gå hjem i - solen skinnede fra en skyfri himmel, og byen var meget stille. Min kondition var ikke fantastisk, så jeg måtte holde et par pauser på de ca. to kilometers vandring hjem. Men jeg havde dog kræfter til straks bagefter at gå til bageren og købe kage!

 

6. Epilog (håber jeg)

 

Siden er det gået støt fremad. Jeg får medicin, p.t. ca. 16 piller om dagen, og mit blodtryk holder sig tilpas lavt. Lægerne er tilfredse med fremgangen, og selv føler jeg mig rask, selv om jeg en gang imellem bliver lidt svimmel - det er bivirkninger af medicinen. Jeg fik indblik i, hvor hårdt, forløbet har været ved kroppen, da jeg for første gang efter genoptræningen besøgte mit fitness-center forleden. Under styrketræningen kan jeg kun præstere omkring en tredjedel af, hvad jeg kunne før. Til gengæld er jeg blevet konditionsmæssigt bedre end før, hvilket nok skyldes den fremragende genoptræning, jeg har været udsat for de seneste ni uger.

Den depression, som jeg er blevet advaret imod mange gange efterhånden, er udeblevet. Tvært imod er jeg taknemmelig over at være i live, så selv om det er en floskel, er det sandt at man kommer til at påskønne alting mere. Jeg kan ikke lade være med at savne de søde mennesker på OUH, men foretrækker trods alt at blive væk indtil videre.

Her er et foto fra dagene på OUH. Min far tog det, da han var nogle dage på besøg.  Han blev afløst af Lasse, der også kom op fra Bruxelles.

Dagen efter operationen

Jeg kan huske, at min far på et tidspunkt gav mig et lettere chok, da han sagde:  Hvor var det godt, at du trods alt kom under så hurtig behandling. Ellers skulle vi måske have været til din begravelse på lørdag.   Ja, det var meget alvorligt.  Men som den koreansk-danske hjertelæge sagde med høj stemme på stuen, da han kom forbi:  Du overlever!

 

Liselotte var hjemme i Rixensart – og sendte følgende hilsen til Claus:

 

Andre gøremål:

Når man har været igennem sådan en alvorlig krise som den i 2014, begynder man at tænke sig mere alvorligt om. Også om hvad der mon sker, når man en dag dør.  Et par år senere havde jeg en god snak med min far om netop dette. Jeg spurgte ham:  Hvad tror du, der sker, når man dør? En evig og dyb drømmeløs søvn?  Far mente ikke, at det er sådan. Når man er død, så er man død !, som han sagde. Det mener jeg ikke ! Der er helt oplagt så meget, vi ikke ved, at det sagtens kan tænkes ( ja, nærmest sangsynliggøres ! ), at der venter noget helt andet ”på den anden side”!  Vi kender kun til en lille håndfuld virkeligheder. Videnskabsmænd har påvist, at der er mindst 11 virkeligheder ”derude”. Det kan efter min mening meget vel ske, at vi overgår til én eller flere af disse virkeligheder. Hvad der er, ved ingen.  Hvis det er noget dejligt og godt, og folk i denne verden vidste det, så ville mange stå af ved at tage livet af sig for at komme videre. Og det er naturligvis meget, meget upraktisk. Derfor er naturen sådan indrettet, at man ingenting ved. Og der er ingen kommunikation tilbage fra den anden side!

Claus har set en seriøs TV serie fra National Geografic.   Den hedder: COSMOS – Possible Worlds.  Der er også skrevet en seriøs bog på 383 siden om sagen. Den ser således ud:

 

 

Jeg er meget overbevist om, at disse videnskabelige teorier er korrekte.  Derfor forventer jeg, at jeg en skønne dag ender i én eller flere af disse verdener.   Jeg ved også, at min bror Lasse forventer at møde mig dér engang.

På det mere afslappede plan diskuterede jeg faktisk også døden med min søster Cecilie.  Jeg sagde til hende:  Jeg er ikke bange for at dø. Bare jeg ikke bliver spist af en tiger !

 

Jeg begyndte også at kaste mig over investeringer. Jeg har en udmærket indkomst på Stadsarkivet og har ikke de store løbende udgifter. Så der er plads til at lade mine penge yngle.  Jeg kendte allerede en del til investeringer. Og jeg brugte nu ret meget tid på at sætte mig ind i finesserne i den verden. Jeg foretog investeringerne via min bank Nordea. Men jeg håndterede det hele selv. Det gjorde det klart billigere. Og sjovere. Jeg købte mange aktier på det amerikanske marked, herunder også værdipapirer i high tech og i firmaer, der udviklede produkter inden for kunstig intelligens.  Jeg gjorde det meget diskret. Der var ingen grund til at blande andre ind i det.  Og det gik faktisk ret godt.  Enkelte måneder har jeg faktisk tjent mere på værdipapirer end min løn !  Det er en dejlig fornemmelse.   Men man skal jo helst følge med i, hvad der sker.  Og samtidig lade være med at gå i panik, når kurserne falder. Man skal altid huske på, at det først er , når man sælger aktierne, at man bliver ”ramt” af tab.  Eller gevinster! 

Hvad med min bolig?   Hvorfor ikke investere i en bolig?  I hele mit liv har jeg lejet mine boliger.  Jeg har indtil nu kun boet 5 steder:  i Højberg ved Aarhus, i Nivå, på Enghavevej, i Øster Søgade, og nu fra 1995 i Pantheonsgade i Odense.  Jeg har faktisk haft øje på en dejligt lille hus i nærheden af Odense centrum.  Det havde en størrelse og en lille have, som ville passe mig fint. Prisen var også ok.  Men med mit systematiske sind ville jeg også vide noget om det sted, huset lå.  Derfor fik jeg bl.a. skaffet informationer om, hvordan jordbunden omkring huset var.  Og Oh Ve og Skræk!  Den var fyldt med alskens affaldsstoffer fra aktiviteter i fortiden.  Det blev afgørende. Dér ville jeg i hvert fald ikke hen. Så det køb blev desværre ikke til noget.

Og hvad med piger?   Hvad med at få en livsledsagerske, evt. en kone ?  Det vil være helt forkert at påstå, at de ikke interesserede mig. De gjorde og gør de skam.  Jeg har faktisk i tidens løb lavet en del dates, hvor jeg på den ene eller anden måde mødte en pige. Men det endte næsten hver gang med, at det duede ikke.  De forstod ikke min humor!, som jeg har sagt mange gange. Der var dog én gang, gnisterne fløj, så det ulmede svært i den søgende arkivar.  Det var på et sommerkursus på Krogerup Højskole i Humlebæk.  Her traf jeg en dejlig pige, som jeg snakkede rigtig godt med.  Desværre blev det ikke til mere ☹  Dels fordi vi ikke fik udvekslet e-mails.  Og måske især fordi hun allerede var gift.  Men som min far altid sider:  Man skulle da være et dovent svin, hvis man ikke formår at jage en anden gris fra truget !

Mange af mine venner og bekendte gjorde en velment indsats for at hjælpe.  Men det er selvfølgelig én selv, der må tage beslutningen om en god anledning er god nok til at ”stå på hovedet” for at gøre sine hoser grønne over for en pige !

 

Andre gøremål optog mig mere. Det var f.eks. fitness.  Jeg har gennem mange år gået til fitness i min fritid. Ofte også om weekenden , hvor der ikke var så mange andre deltagere.  Sport som sådan har egentlig aldrig interesseret mig. Men fitness passer mig fint. Og mine læger har også sagt, at det i min situation efter hjertekrisen i 2014 er en rigtig god måde at holde sig i form på.

 

Så hvad er egentlig det allervigtigste for mig?  Hvad fylder mest i mit liv?   Jeg vil nævne to ting – ja, de er tilsammen helt sikkert det allervigtigste:    Det ene er Stadsarkivet og de fantastiske kolleger. Det er en fornøjelse hver dag at komme derhen.  Både sammen med de faste medarbejdere og også med de mange frivillige, der kommer af og til for at give en hånd med.  Og det andet er familien.  Den har altid haft en stor plads hos mig. Også selv om vi er spredt over lange afstande. Min mor Karen i Nivå betyder virkelig meget for mig.  Hun og hendes dejlige mand, Dennis, er det en stor fornøjelse at besøge.  Derfor var det også helt naturligt for mig straks at tage over for at være sammen med mor og hjælpe hende, da Dennis i 2020 pludselig blev meget syg og var indlagt gennem længere tid.  Det var i COVID-tiden, så jeg arbejdede mest hjemmefra. Men jeg fik med det samme min chefs tilladelse til at tage over til mor for at være sammen med hende, mens Dennis var syg.  Vi havde en dejlig tid sammen.

   

            Mor med vore blomster                                        Dennis og Mor i Veddinge

 

 

Min bror Lasse i Bruxelles fylder også dejligt meget i mit liv.  Vi har næsten hver eneste dag kontakt mange gange pr. e-mail – også mens vi arbejder.  Mange ting og sager – store som små – bliver diskuteret og endevendt. Herunder ofte også politik.  Og vi er også sammen så meget som muligt. Enten i Danmark eller i Bruxelles – som i juli 2023.  Eller på vore mange fælles rejser.  Så betyder afstande ikke så meget.  Vi er i hvert fald meget tæt forbundne.

Med Lasse i Venezia i 2018

 

Og så er der min skønne lillesøster, Cecilie !  Hende er jeg også meget knyttet til.  Også selv om vore fysiske afstande af og til har været meget store.  Først læste hun i England og fik senere job derovre – og blev gift med Nikos i Birmingham.  Det blev heldigvis til mange dejlige ture derover. Da de så i 2014 flyttede helt til Perth i Australien, ja, da blev jeg for mig selv næsten vred over, at min eneste søster flyttede så langt, langt væk!  Heldigvis blev det til to dejlige besøg derude – sikke oplevelser.  Og da de kom tilbage til Danmark i 2021 var det fryd og gammen.  Ikke mindst fordi de flyttede til min by – til Odense!  Det blev en herlig tid, hvor vi ofte har set hinanden.

 

Cecilie og mig i haven i Odense

 

Og ikke mindst blev det dejligt, fordi deres to søde døtre – mine yndlings-niecer – Anna Maria og Zoe, naturligvis fulgte med 😊   Det var næsten som om, at jeg selv havde fået børn. Vi har det SÅ hyggeligt, når vi er sammen. Så enkelt kan det siges!  Til næste sommer bliver Anna Maria IB student i Nyborg. Hun vil vist være læge.   Og Zoe klør på med sine mange timer på Odense Internationale Skole.  Og hun og jeg har lavet en næsten fast tradition, at vi hver fredag efter hendes skoletid og mit arbejde mødes på en særlig café midt i byen til en god bid – for Zoes vedkommende altid en muffin – og en god snak om ugen, der gik.  Hvor skønt.  Ofte tager jeg bagefter med hende hjem til familien på Lindeallé.

Anna Maria og Zoe i 2021

 

Fars søde kone, Liselotte, har også helt siden midten af 1980erne haft en meget stor betydning for mig. Jeg har holdt utallige ferier – korte og mindre korte – hos hende og far i Belgien.  Det samme har jeg i sommerhuset i Veddinge Bakker. Og vi har rejst sammen rigtig mange gange.  Det har altid været en stor fornøjelse. Ikke mindst også Liselottes imponerende madkunst 😊   Vi har også haft mange gode diskussioner om mangt og meget. Vi var ikke altid enige – og dét stimulerer jo kun lysten til at dyste på meninger. Jeg har aldrig boet sammen med Liselotte – modsat Lasse og Cecilie, der hver for sig boede en tid hos Liselotte og far i Bruxelles.  Men vi har altid været meget tætte. Og det har været dejligt 😊

Da Claus besøgte Rixensart i april 2023, skrev han til sidst dette i deres gæstebog:

Og fra et andet besøg i Belgien har vi også dette billede af mig sammen med Liselotte:

Liselotte og mig

 

Og sidst, men ikke mindst vil jeg naturligvis også nævne min far!  Han har hele livet betydet en masse for mig – også selv om vi ikke har boet sammen siden 1978. Han har altid været der for mig, når jeg havde brug for ham. Både i min barndom – og senere. Ikke mindst efter han i maj 1979 købte sit sommerhus i Veddinge Bakker. Deroppe har vi haft mange dejlige stunder – både i weekender og i ferie.  Vi har også holdt mange ferier sammen – både os to og når vi var sammen alle sammen.  Som et eksempel kan jeg huske, at far efter farmors død i 1993 oprettede, hvad han kaldte Farmors Uddannelsesfond. Det var penge fra hendes arv, der bl.a. betalte vore udgifter til erhvervelse af kørekort. Jeg fik mit kørekort. Men når sandheden skal frem så har jeg vist kun brugt det én gang. Nemlig engang far nærmest tvang mig til at køre sin bil hjem fra en tur til Ardennerne. Puh, hvor jeg svedte. Men det gik fint!

Han finansierede f.eks. også Lasses og mit højskoleophold på Brandbjerg i foråret 1993. Og han gav f.eks. ture til Cypern, Normandiet, Tenerife, New York og Sydafrika gennem årene. Det var naturligvis dejligt.

I årenes løb havde vi også mange gode diskussioner.  Politisk var vi altid enige et meget langt stykke af vejen. Især om Europa og hvad dertil hører.  Jeg overraskede ham også af og til. F.eks. når jeg ind imellem gik omkring for mig selv og talte hvad han kaldte ”volapyk”.  Det var overhovedet ikke volapyk. Det var ukrainsk !  Min interesse for og støtte til ukrainerne i deres kamp mod russerne var så stor, at jeg via servicen Duolingo lærte mig selv en del ukrainsk !  Og jeg købte i de senere år altid gaver, der kom på én eller anden måde kom fra Ukraine.    Vi har en uskreven fælles regel om, at vi snakker godt sammen søndag aften.  Det er et godt tidspunkt at gøre fælles status både om ugen, der gik, og den der kommer !

 

Mig og far – 2022 i Rixensart

 

 

CLAUS THØGERSEN -  m.f.p.

 

Billedserie om Claus og hans liv:  

https://drive.google.com/drive/folders/1vP7dBMnp06C6vg8yRfWuykUT9RGXvnUK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

EPILOG:

Efter Claus død i december 2023 skrev hans chef, stadsarkivar Johnny Møllekær, følgende om ham på arkivets hjemmeside:

 

 

Natten til den 11. december 2023 gik vores kære og vellidte kollega Claus Thøgersen bort. Med sine blot 57 år var dette en alt for tidlig bortgang. Claus har været en fast del af arkivet næsten lige så længe, vi kan huske. Som ung historiestuderende blev Claus i sommeren 1995 første gang knyttet til Stadsarkivet som studentermedhjælper – en ansættelse, der siden blev forlænget flere gange. Claus opdagede snart, at arkivverden stod med nogle store udfordringer indenfor IT-arkiveringen og han involverede sig allerede som studentermedhjælper i flere af Stadsarkivets løbende IT-spørgsmål. Da han skulle vælge emne til sit historiespeciale faldt valget på IT-arkivering – et emne, der absolut ikke var almindeligt i begyndelsen af 00’erne. Med kandidatgraden i hånden blev Claus ansat på stadsarkivet, som vores første IT-arkivar. Han var med til at grundlægge Odense Stadsarkivs digitale arkivering og er en væsentlig årsag til, at vi i dag har et velfungerende digitalt arkiv. Claus besad en umættelig dedikation til sit arbejde og en vilje til at altid at vejlede og hjælpe, når arkivloven og GDPR-regler, synes at være uigennemsigtige. Han var altid blandt de første, som vi mødte på kontoret om morgenen. Kun et fåtal af gange er man ikke blevet mødt med et venligt godmorgen igennem næsten 30 år.

 

Vi vil savne din altid bundsolide faglige sparring
Vi vil savne din hjælp og omhyggelighed
Vi vil savne dine kreative input
Vi vil savne dine kloge kommentar
Vi vil savne dine sjove bemærkninger
Vi vil savne dig, Claus!

Æret være hans minde

Med venlig hilsen

Johnny Wøllekær
Stadsarkivar, ph.d.

 

Deres markering og afsked med Claus skete også ved, at de aflyste deres årlige Jule-komsammen. Og på begravelsesdagen, torsdag den 21. december, lukkede de arkivet og kom alle sammen til Nivå til begravelsen.

 

Fyns største avis, Fyens Stiftstidende, lavede en større artikel nogle dage efter Claus’ død. Heri skrev de følgende:

 

Overskrift:  Hjertet stoppede, mens Claus sov.

Claus Thøgersen, Odense, er død. Han blev 57 år.

Claus Thøgersen havde handlet ind til en juleaften med nære familiemedlemmer i lejligheden i det indre Odense. En tur til far og bror i Bruxelles, 14 dage til Thailand med samme lillebror og fejring af en nieces 18 års fødselsdag i marts. Det hele var gennemtænkt og på plads, lige indtil Claus ikke mødte som sædvanlig mandag i Stadsarkivet i Historiens Hus. Heller ikke tirsdag morgen dukkede den ellers omhyggelige IT-arkivar op, og så bimlede alarmklokkerne.

Han blev fundet død i sin seng. Tilsyneladende helt udramatisk tyder alt på – en stille og rolig afsked med verden. Hjertet stoppede simpelt hen, mens han sov. Et hjerte, der for ni år siden gjorde knuder, så han fik en stent indopereret og tog en del medicin.  Til gengæld sørgede Claus for at holde sig i god form med sin hyppige fitness træning.

Et godt råd.

Claus voksede op i Nivå nord forfor København, blev student fra Rungsted Stasskole og nåede fire år på Ingeniørstudiet på Danmarks Tekniske Højskole, inden han drog mod Odense for at læse historie på Syddansk Universitet. En sjældent set fagkombination, men den unge historiestuderende startede i sommeren 1995 som studentermedhjælper i Stadsarkivet ved siden af Odense Domkirke.

Claus opdagede snart, at arkivverdenen stod med nogle store udfordringer inden for IT-arkiveringen, og han involverede sig allerede som studentermedhjælper i flere af Stadsarkivets løbende IT-spørgsmål, fortæller stadsarkivar Johnny Wøllekær.

Wøllekærs forgænger i chefstolen, Jørgen Thomsen, gav på sin egen muntre facon unge Thøgersen et særdeles godt råd:  ”Du må udvikle din kunnen, så vi andre ikke kan finde ud af den. Så risikerer du ikke at blive fyret”!

”Digital bevaring og teknologisk forældelse” blev titlen på Claus’ historespeciale, og vejen var åbnet for ham til en stilling som IT-arkivar. Kun han selv vidste rigtig, hvad han foretog sig. Men at IT fik en rolle i fremtidens arkivering, var ingen i tvivl om. Blot ikke hvilken.

Han var med til at grundlægge Odense Stadsarkivs digitale arkivering og er en væsentlig årsag til, at vi i dag har et velfungerende digitalt arkiv. Claus besad en umættelig dedikation til sit arbejde og en vilje til altid at vejlede og hjælpe, når arkivlov og andre regler syntes at være uigennemsigtige, siger Johnny Wøllekær.

Altid blandt de første, der mødte på arbejdet om morgenen, veloplagt, så man kun få gange ikke blev mødt med et venligt godmorgen gennem næsten 30 år.  Foruden de faglige input, kloge kommentarer og sjove bemærkninger.

Familien.

Arkivet var den ene halvdel af Claus’ tilværelse i en grad, så han nølede noget, når talen faldt på pension. Den anden halvdel var familien. Hans mors familie i Nivå, hans fars i Bruxelles, en lillebror samme sted og en søster i Odense med sin familie.

Claus og søsterens ene niece mødtes hver fredag på café i Odenses centrum til kaffe og muffins og en snak om livet den uge. Med faderen var der samtaler om livet, men også om dansk og europæisk politik – og man skal være godt klædt på – for Claus satte sig altid godt ind i sagerne. Rejser rundt i hele verden var en anden far og søn ting.

Sådan satte han sit præg på familien og var en samlende faktor, der nu mangler.

For et par år siden diskuterede han med sin far, hvad der sker efter døden. Han sagde, at han på basis af flere forskeres opfattelse har den mening, at der er mindst 11 virkeligheder efter døden. Og han anså det for sandsynligt, at han en dag ville blive en del af en af dem.

Nu savner familien den ”dejlige, kloge, engagerende, glade og meget omsorgsfulde søn, bror, onkel og familiemedlem”, som der står i dødsannoncen.

Claus Thøgersen efterlader sig sin mor, sin far, en søster, en bror og to niecer.

Begravelsen finder sted torsdag den 21. december klokken 11.30.

 

 

CLAUS THØGERSEN

Tidslinje 1966-2023

Lavet sammen med Claus

 

                2.7.1966:          Født på Fødeklinikken, Østergade 26, Aarhus

                31.7.1966:       Døbt i Mårslet kirke. Pastor Jens Yde.

                                             Dåbsfrokost på Emiliehøj 7

                1967-69:          Dagpleje hos Grethe og Valdemar Petersen,

                                             Ryslingeparken 64, Holme

                1969-72:          Børnehaven Mosegaarden, Hørhavevej, Højbjerg

                Aug. 1972:      Børnehaveklasse på Skåde Skole

                13.5.1973:      Flytning fra Højbjerg til Nivåvænge 20-2, Nivå

                Aug.1973 – Juni 1982:    Nivå Centralskole                                    

                Juni-Juli 1975: Familiesommerferie i sommerhus på Henne Strand

                Juli 1976:         Familiesommerferie i samme sommerhus som i 1975

                Juli 1977:         Ferie i Sydfrankrig ( Carnon, Montpellier, osv. )

                Maj 1978:        Farfar dør

                Juli 1978:         Sommerferie-uge hos Søværnet, Arresølejren

                Juli 1978:         London-tur med far

                Maj 1979:        Køb af sommerhus i Veddinge Bakker

                20.5. 1981:      Konfirmation i Nivå kirke

                1980erne:        Hos spejderne ”De Vilde Svaner”, Nivå

                Juli-aug. 1982: Familieferie på Bornholm 

                                              ( Dansk Folkeferie ved Hammeren )

                Maj-juni 1981: Berlintur med far

                Aug. 1982 – Juni 1985:    Rungsted Gymnasium

                Juli 1984:         Ferie i England ( hos Hans og rundtur med farmor )

                Aug. 1984:       Køb af Time Share lejlighed nr. 36 på Jeckels i

                                              Gammel Skagen

                Juni 1985:        Studentereksamen på Rungsted Gymnasium

                Aug. 1985:       Paris-tur med far

                Sommer 1985- Feb. 1986:   Bikuben i Gladsaxe og Bagsværd

                1987 eller forår 1988   Flyttet fra Nivå til Enghavevej i København

                1986-90:           DTH, Lyngby – ingeniørstudiet

                Juni 1987:         Ferie i Ayia Napa på Cypern

                1980erne:        Gallup interviewer

                Juli-aug. 1988: Familietur til Normandiet, Verdun, Luxembourg,

                                               og Bruxelles

                Sept. 1988:       Far, Liselotte og Lasse flytter til Bruxelles       

                Feb. 90-Sept.94:   Bor på Øster Søgade 52, København

                                               Liselottes lejlighed                                                                       

                Juli 1990:          Ferie i Colmar og Riquewihr i Alsace  ( ny bil ! )

                Juli 1991:          Ferie i Lüdenscheid i Tyskland

                Feb. 1992:        Ferie på Tenerife

                Jan.-maj 1993: Brandbjerg Højskole

                Aug. 1993:       Liselottes og fars bryllup i Aalborg og Skagen

                Okt. 1993:        Farmor dør

                Dec. 1993:        Ferie på Club la Santa på Lanzarote

                Sept. 1994:       Flyttet til Odense – Pantheonsgade 9, Odense C          

                                               ( sammen med Lasse og Cecilie )                                                

                1994-2002:       Syddansk Universitet i Odense – historie og

                                               litteraturvidenskab

                Jan. 1995:         Fars 50 års fødselsdag på Chateau Limelette

                Jan. 1996- Feb. 2002:    Studentermedhjælper på Stadsarkivet i

                                                Odense

                Juli 1996:           Min 30-års fødselsdag med DFDS til Oslo

                Okt. 1996:         Cecilie flytter fra København til Exeter

                Nov. 1996:         Besøg hos Cecilie i Exeter

                Aug. 1997:         Liselottes 50 års fødselsdag på Dragsholm

                Juli 1998:           Ferie i Eastbourne

                Okt. 1998:         Ferie i New York og Washington  ( via Amsterdam )

                Juli 1999:           Cecilies dimission i Exeter

                1999-2000:        Familienytår i Rixensart ( årtusindeskiftet )

                Juli 2000:           Ferie i Frankrig – Futuroscope i Poitiers, Orléans, etc.

                April 2001:        Sydafrika !

                2002:                   Cand. Mag. eksamen i historie

                Feb. 2002:         Fastansat på Stadsarkivet som arkivar

                Marts 2002:      Besøg hos Cecilie i Aberystwych

                Juli 2002:           Besøg i Trier  ( sammen med Lasse og far )

                April 2003:        Fejring af Lasses 30 års dag i Dinklage i Tyskland

                Juli 2003:           Ferie i Wales og Bristol. Cecilies graduation i Bristol.

                2004:                   Lasse i Bruxelles – praktikant og jobsøgende

                Sept. 2004:        Cecilies og Nikos bryllup i Birmingham

                Okt.-nov. 2004: Fejring af Cecilies 30 års dag i Benalmádina i Spanien

                Jan. 2005:          Fars 60 års fødselsdag på ”Røverstuen” i Rebild

                Marts 2005:      Far pensionist 😊   Claus og Lasse til stede ved min

                                                Berlaymont-reception

                Juli 2005:           Ferie i Goslar i Harzen

                Marts 2006:      Onkel til Anna Maria 😊

                Juli 2006:           Fejring af min 40 års dag i Svendborg

                Juli-aug. 2006:  Kos   ( Anna Marias barnedåb )

               April 2007:         Operation mod brok i Odense

               April 2007:         Liselottes 60 års fødselsdag i Gattières i Sydfrankrig

               Nov. 2007:         Lasse flytter fra Odense til Bruxelles

               Juli 2008:           Ferie i Celle, Bergen-Belsen og Rixensart

               Juli 2008:           Ferie i London med Lasse og far

               Marts 2009:      Ferie i Rixensart, Sommes og Versailles

               Juni 2009:          Besøg i Aachen  ( Karl den Store, m.v. )

               Juli 2009:           Fødselsdag på Rudolf Mathis i Kerteminde

               Juli 2009:           Familieferie i Dunmore East og Dublin i Irland

               Juli 2010:           Fødselsdag i Rudkøbing, på Langelandsfortet og

                                              på sejlskibet ”Mjølner”

               Aug. 2010:        Onkel til Zoe  😊

               Aug. 2011:        Kos  ( barnedåb for Zoe )

               April 2012:       Ferietur til Bremerhaven og Rixensart

               Juli 2012:          100 års Rebildfest

               Sept.-okt. 2012:  Krydstogt i Middelhavet og Atlanten ( Genova,

                                             Malaga, Lissabon, Casablanca, Barcelona, Genova,

                                             Milano )

               Dec. 2012 :       Familiejul i Bourneville

               Mar.-apr. 2013 :  Lasses 40 års fødselsdag fejres i Rixensart og

                                             Bruxelles

               Juli 2013:          Min fødselsdag fejres i Odense

                                             ( Odense Å, Den fynske Landsby, etc. )

               April 2014:      Akut-indlæggelse på Odense Universitetshospital ☹

               Maj 2014:        Ferie Sønderjylland Rundt med far og Lasse

                                            ( Rømø, Ribe, Mandø, Esbjerg, Højer, Tønder,

                                            Møgeltønder, Gallehus, Bov, Hærvejen, Fakkelgaarden,

                                            Dybbøl, Sønderborg, Fynshav, Frøslev, Padborg )

              Juli 2014:        Cecilie og familie flytter fra Birmingham til Perth

              Dec. 14-Jan. 15:   Familieferie i Perth

              Juni 2015:       Waterloo:  200-års slaget

              Juli 2016:        Overraskelsesfødselsdag I Veddinge:  50 år !

              Juli 2016:        Familieferie på Kos

              Dec. 2016:      Familiejul i Rixensart og Durbuy i Ardennerne

                                           ( Hotel Sangliers des Ardennes )

              Mar 2017:      Nostalgi-tur til Aarhus og omegn ( med far og Lasse)

              Juni 2017:      Ferietur til Freiburg, Vaduz i Lichtenstein og

                                          Bernkastel-Kues ved Mosel i Tyskland

              Sept. 2018:    Ferie i Venezia

              Sep-okt. 2018:  Krydstogt i Adriaterhavet og Det græske Øhav

                                          ( med Lasse )

              Feb. 2019:      Besøg i Ypres i Vestflandern

              Dec. 2019:      Familiejul i Nivå, Helsingør og Hillerød.

            

              2020:

              Maj-juni:        Claus 6 uger hos Karen i Nivå – under Dennis hospitals-

                                          indlæggelse og Corora-epidemien

              4. juli:              Fælles fejring af Claus fødselsdag i Nivå

              25.-26.juli:    Claus i Veddinge

              19. sept.:       Frokost på Klosterkroen i Odense ( NJ + LL )                                                                                                                                       

 

 

               2021:

               Foråret:        Corona-Covid restriktioner alle steder

               2.7.:                Fejring af Claus fødselsdag på rest. Gio Va i Vig

               21.-28.8.:     Claus på Jeckels – inkl. Karens fødselsdag

               8.10.:              Claus 25 års jubilæum på Stadsarkivet i Odense

               29.10.-1.11. Claus, Karen og Dennis på besøg i Rixensart

               12.-15.11.:    NJ-Københavns-tur med Claus, Lasse og Cecilie

               23.-27.12.:    Familiejul i Odense

 

               2022:

               1.-5.4.:           Claus, Karen og Dennis i Rixensart

               14.-18.4.:      Claus i Nivå

               23.-29.5:       Claus med til vor familiefødselsdag i Ribe

               Juni:                Nethinde-operation for Claus

               2.7.:                Claus hjemme på sin fødselsdag – på grund af nethinden

               12.-14.8.:     Fødselsdage i Odense ( Claus, Zoe og Karen )

               11.-18.10.:   Claus på besøg i Rixensart

 

               2023:

               6.-8.1.:          Claus på Sørup Herregaard ved Ringsted til Dennis

                                        Fødselsdag

               30.3.-11.4.:   Claus på påskeferie i Rixensart ( og Lasses 50 års dag )

               7.4.:               Claus og Lasse giver fødselsdagmiddag på Blackn’White

               23.-25.6.:    Claus til Lasses 50 års fødselsdag i Aalborg, Grynderup

                                        og Hvidsten

               2.7.:               Claus fødselsdag på Hotel Hesselet i Nyborg –

                                        med LL & NJ

               20.-23.7.:    Claus på ferie i Veddinge

               13.8.:            Claus til familiefødselsdag for Zoe i Odense

               16.9.:            Claus ved vort korte ophold hos Cecilie og familie

               10.12.:          NJ snakker med Claus for sidste gang – var i top humør

                                        og glædede sig til jul, nytår, Lasse besøg, besøg til min

                                         fødselsdag omkr. 22.1. og til Thailand-turen 20.2.-6.3.

               11.12.:           Claus dør – pludselig hjertestop under søvn☹

               21.12.:           Claus begraves på Nivå kirkegård.

 

NJT – Dec. 2023

                                    

Niels Jørgen Thøgersen

E-mail:  niels4europe@proton.me